‘Harpiks’ af Ane Riel

…selvom Livs fars handlinger er nok så vanvittige, så udspringer de alle af en enorm kærlighed til hans kone og børn…

Selvom romanen ’Harpiks’ har nogle år på bagen, fortjener den at blive hevet frem og hyldet nok en gang. Jeg er generelt vild med Ane Riels romaner, og ’Harpiks’ er bestemt ingen undtagelse. Hvis du endnu ikke har læst noget af Ane Riel, er ’Harpiks’ et glimrende sted at starte.

Romanens hovedperson er den 7-årige Liv, som bor på en lille ø isoleret fra fastlandet sammen med sin mor og sin far. Nå ja, og sammen med to yngre søskende. Begge døde. Den ene er dog levende i Livs fantasi, og den anden er fysisk til stede ved hendes side. Livs far har nemlig mumificeret lillesøsteren ved at omvinde hende med bandager og balsamere hende i store mængder harpiks, som Liv har hjulpet ham med at udvinde af skovens træer.

Livs far bliver tiltagende mere og mere vanvittig, mens Livs mor ligger låst fast til sengen på husets førstesal. Voldsomt overvægtig og ude af stand til at tage vare på hverken sig selv eller nogen anden i familien. Livs far isolerer sin familie fra omverden og barrikaderer sig på ejendommen på den lille ø bag enorme mængder af skrot og skrammel, som han i årevis har slæbt til huse. Imens forsøger han at overbevise sin datter om, at omverden vil familien det ondt, og at de sammen må holde sammen mod de farer, som findes alle vegne på den anden side af den bom, som markerer grænsen til ejendommen.

Livs far minder på rigtig mange måder om faderen i Stine Askovs, ’Katalog over katastrofer’, som jeg tidligere har anbefalet. En mand, der har mistet grebet om virkeligheden, og som i sit tiltagende vanvid oplever alt udefrakommende som en trussel mod dem, han elsker og mod den tilværelse, han har skabt for sig selv og sin familie.

Ane Riel er ikke bare en fantastisk fortæller, som formidler sin fortælling i et til tider næsten poetisk sprog. Hendes brug af forskellige fortællervinkler sikrer, at læseren så at sige forstår meningen bag galskaben. Når læseren får lov at opleve tingene gennem Livs øjne, forstår man, at selvom Livs fars handlinger er nok så vanvittige, så udspringer de alle af en enorm kærlighed til hans kone og børn.

Læseren tvinges også ind i refleksioner omkring medansvar og medmenneskelighed, da fortællervinklen skifter, og vi præsenteres for situationen på ejendommen med en udefrakommendes øjne. Beboerne i det lille lokalsamfund har holdt sig på afstand af familien ud fra en argumentation om, at enhver har retten til at passe sig selv og sin sorg. Men nok netop derfor afspores tingene så totalt, mens familien går sin undergang i møde. Fordi ingen blander sig og rækker hånden frem, før det er alt, alt for sent.

Ane Riel
’Harpiks’
235 sider
Lindhardt og Ringhof, 2015