Ve den mor eller far, der åbent erkender ikke at elske sit barn!
Lionel Shrivers roman, We need to talk about Kevin, har af uransagelige årsager fået den (efter min mening) umulige og intetsigende danske titel, Hvad med Kevin?
Romanen behandler et yderst tabubelagte emne – nemlig hvad man som mor stiller op, hvis man ganske enkelt ikke elsker sit barn, aldrig har gjort det og aldrig kommer til det.
Det følelseskolde barn
Hele bogen er bygget op som en samling af breve, som hovedpersonen, Eva, skriver til sin mand, Franklin. Igennem brevene får vi indsigt i den dybe kærlighed, karrierekvinden og globetrotteren Eva nærer til Franklin, og som også er årsagen til, at Eva, efter år i tosomhed og stormende forelskelse, går med til at få et barn, selvom hun på ingen måde ønsker at blive mor.
Da Kevin kommer til verden, står det fra første færd klart, at der ingen tilknytning er mellem mor og barn, og Eva skyr Kevin lige så meget, som han skyr hende. Kevin udvikler sig fra at være et følelseskoldt barn med psykopatiske træk til et ungt menneske, der fremstilles som rendyrket ondt og dæmonisk. Jeg skal ikke spoile hele handlingen, men kan godt afsløre, at Kevin som 16-årig står bag en massakre på sin high school, og bogen igennem opregner Eva sit liv i et ”før og efter den torsdag”.
Tabubelagt og kontroversielt
På bogens omslag betegnes Hvad med Kevin? af Jyllands-Posten som ”…en chokerende, psykologisk gyser.” Jeg er dog ikke enig i denne betegnelse: Romanen er absolut chokerende, men at betegne den som en gyser, mener jeg, er at slippe alt for let henover de temaer, som romanen behandler. Først og fremmest er romanen en smuk fortælling om at finde sit livs største kærlighed. Men det er også en fortælling om at bringe et offer så stort for at bevare kærligheden, at man mister både sig selv, men desværre netop også den, man elsker.
Det er også en fortælling om skyld, skam og svigt, men det altoverskyggende tema er Evas manglende evne til at elske sit barn. Ikke bare kontroversielt, men også så tabuiseret et tema, at det ikke er et, jeg mener at have set behandlet, når forældreskab diskuteres i forskellige fora og sammenhænge. Ve den mor eller far, der åbent erkender ikke at elske sit barn! Til dels fordi, det smadrer hele forestillingen om, hvordan konstellationen forælder/barn skal være (en til tider glansbilled-agtig forestilling, som vi dagligt møder på fx de sociale medier, men lad nu det ligge…), men også fordi, det naturligvis har vidtrækkende følelsesmæssige konsekvenser for det barn, som dermed ikke er modtager af oprigtig kærlighed fra sin forælder.
Romanens fortæller
Synsvinklen og fortælleren er et stærkt værktøj i Hvad med Kevin? Bogens eneste fortæller er Eva, og vi har dermed alene hendes oplevelser og ræsonnementer at forholde os til. Eva fremstiller Kevin for os som rendyrket ond og følelseskold, og der er absolut ingen formildende træk ved hans personlighed. På den baggrund er man, som læser, mere forsonligt indstillet i forhold til Evas manglende kærlighed til sin søn: Kevins handlinger og personlighed er så utilgivelige og ondskabsfulde, at det er forståeligt, at selv ikke hans mor kan elske ham. Eva løfter dog selv sløret for, at hun og Franklin så meget forskelligt på Kevin og hans handlinger undervejs i Kevins opvækst. Og at disse forskellige opfattelser faktisk blev dét, der til sidst dræbte Franklins kærlighed til Eva.
Romanen kan derfor læses på forskellige måder: Som en uhyggelig fortælling om en magtesløs mor, der fra dag et har set sin søns sande og rædselsvækkende personlighed, men som ikke har formået at overbevise omverden om, at han var farlig. Eller romanen kan læses som én lang forsvarstale for en mor, der har svigtet på det groveste, og som nu prøver at forklare sig over for den mand, som al hendes kærlighed var rettet mod. Eller måske er sandheden bare ikke så lige til og tingene ikke helt så sort/hvide, for det er de jo oftest ikke…
Bonusinfo: Hvad med Kevin? er filmatiseret i 2012 af Lynne Ramsay. Filmen rammer stemningen fra bogen meget præcist, og Tilda Swinton er stærk og troværdig i rollen som Eva. Filmen kan ses lige nu på Filmstriben.dk eller på Viaplay.
Lionel Shriver
Hvad med Kevin?
460 sider
Politikens Forlag, 2. udgave, 1. oplag, 2008
No Comments