‘Kaninens år’ og ‘Nøjsomheden’ af Stine Askov

… Det hele skal nok gå. Også for Trine og Mona… og for alle os andre …

Mens jeg venter på, at Stine Askovs seneste roman, ’Varme hænder’, skal blive klar til mig på biblioteket, har jeg henholdsvis læst ’Kaninens år’ og genlæst ’’Nøjsomheden’. Begge romaner kan jeg hermed anbefale på det varmeste!

I ’Kaninens år’ følger vi Trine, som er ved at drukne i den leverpostejsgrå hverdag med madpakker, uendelige pligter og absolut ingen lidenskab. Hun prøver sit bedste for at være en god mor, men særligt ægteskabet (eller mangel på samme) med Asger suger al glæde ud af Trine. Det ender med, at hun forlader både Asger og København og slår sig ned i den lille flække Hellebæk. Her bruger Trine sin tid på at fundere over, hvad hun skal stille op med sig selv og sit liv… og det er hylende morsomt!

I ’Nøjsomheden’ møder vi Mona – en ung, usikker kvinde, som prøver at finde sin vej ud af en barndom og et ungdomsliv præget af svigt og vold. Men også af stor kærlighed fra moster Tut, som hidtil har repræsenteret Monas trygge havn, men som nu er dødssyg af kræft. Sygdommen og den medfølgende dødsdom tvinger Tut til at flytte fra boligområdet Nøjsomheden til et hospice, hvilket rokker gevaldigt ved Monas fundament i tilværelsen.

Både ’Kaninens år’ og ’Nøjsomheden’ er præget af Stine Askovs evne til at beskrive stemninger og skildre personerne med alle deres mange facetter – gode som dårlige. Det får både handlingen og personerne til at krybe under huden, og gør det umuligt at (for)dømme nogen af dem, fordi man så klart forstår, hvorfor personerne handler og agerer, som de gør.

Selvom flere af temaerne i ’Nøjsomheden’ er af de helt tunge af slagsen – vold, ensomhed, død og sorg – så lader Stine Askov ikke disse temaer overskygge temaer som kærlighed, tillid og venskab. Tonen i ’Kaninens år’ er langt mere humoristisk, men på trods af forskellene i tematikker og sprogtone, så forlader læseren de to romaner og deres personer på samme måde – nemlig med masser af håb: Det hele skal nok gå. Også for Trine og Mona… og for alle os andre.


Stine Askov
’Kaninens år’
281 sider
Gyldendal, 1. udgave, 1. oplag, 2014

’Nøjsomheden’
366 sider
Gyldendal, 1. udgave, 1. oplag, 2022

You might also like

No Comments

Leave a Reply