‘Man skulle nok have været der’ af Thomas Korsgaard

Tue overskrider de sociale spilleregler, fordi han simpelthen ikke ved bedre. Fordi, det er sådan, man gør, der, hvor han kommer fra…

’Man skulle nok have været der’ er sidste roman i Thomas Korsgaards trilogi om Tue. Drengen, der vokser op i en dysfunktionel familie på landet ved Skive, og som føler, at han ikke passer ind nogen steder.

I ’Man skulle nok have været der’ er Tue flyttet til København, hvor hans plan er at forfølge sine forfatterdrømme. Det bliver dog mest ved drømmene. Da romanen tager sin begyndelse, er Tue netop blevet smidt ud af sit lejede værelse, og dagene går med at sælge avisabonnementer og en konstant søgen efter et sted at overnatte. En søgen, som bliver tiltagende mere desperat, indtil det lykkes Tue at invitere sig selv til at bo hos en af sine unge kollegaer.

En påtrængende logerende
Victoria har en baggrund, som er milevidt fra Tues. Hun bor i en velhaverlejlighed på Frederiksberg sammen med sin mor (den prisvindende arkitekt Merete Holgersen) og har kun jobbet som abonnementssælger som et fritidsjob, frem til hun skal starte på en prestigefyldt kunstskole i Düsseldorf.

Hverken Victoria eller Merete virker udpræget begejstrede for at blive påtvunget Tue som logerende. På den ene side er Tue dog så helt ude af trit med de sociale spilleregler (i hvert fald med de regler, der gælder i Victoria og Meretes miljø!), at det er uendelig svært for dem at afvise ham. På den anden side ender Tue også hurtigt som en form for socialt projekt for Merete. Et projekt, som hun kan koncentrere sig om, når det passer hende, men som hun dog alligevel ikke rigtigt orker, da det kommer til stykket. Det forstår man som læser til dels godt, for Tue er som en igle, der suger sig fast og dræner alle, der viser ham opmærksomhed.

Manglende indsigt i sociale koder
Tue er så akavet og ”off”, at det er næsten pinefuldt at læse, hvordan han igen og igen overskrider alle de grænser, man ikke skal overskride, hvis man ønsker andre menneskers tillid og venskab.
På den anden side lykkes det også Thomas Korsgaard at fremstille velhaverparnassets selvgodhed og selvfedme i en grad, så jeg følte mig mindst lige så frastødt, som jeg blev over Tues opførsel.

Tue overskrider de sociale spilleregler, fordi han simpelthen ikke ved bedre. Fordi, det er sådan, man gør, der, hvor han kommer fra. Det undskylder Tue et langt stykke hen ad vejen. Og måske er det faktisk præcis det samme, der til dels kan undskylde de selvgode bedsteborgere, som ikke formår at se længere end til deres egen næsetip.

Det er simpelthen så godt beskrevet af Thomas Korsgaard!

Thomas Korsgaard
‘Man skulle nok have været der’
264 sider
Lindhardt og Ringhof, 1. udgave, 1. oplag, 2021