Tidsperspektivet er overvældende: Al den indebrændte sorg, vrede og forurettelse gennem mere end 30 år…
Jeg har tidligere skrevet, at jeg gennem de sidste år har fået lige rigeligt af forfattere, der har ransaget deres forældre og (i højere eller mindre grad) sig selv på skrift og stillet deres familiehistorier til skue for offentligheden. Peter Øvig Knudsens, Min mor var besat, som jeg tidligere har anbefalet her på bloggen, var dog anderledes med sin modige og nuancerede tilgang. Der var ingen navlepilleri. Det var så tydeligt, at Peter Øvig Knudsen brændende ønskede at forstå sin mor, og hans søgen efter klarhed og forståelse greb mig.
Skilsmisse og opløsning
Det samme er tilfældet med Jesper Steins autofiktive roman, Rampen. Det altoverskyggende omdrejningspunkt i romanen er forældrenes skilsmisse, alkoholmisbrug og konsekvenserne heraf. I 1980’erne vælger Jesper Steins far at forlade sit for længst døde ægteskab med Jesper Steins mor til fordel for et forhold til en langt yngre kvinde. Et valg, som Jesper Steins mor aldrig tilgiver sin eksmand, og som kommer til at præge hele familien frem til begge forældrenes død mere end 30 år senere.
Moderens sorg, vrede og bitterhed er så altoverskyggende, at hun nærer den og holder den i live helt frem til sin død uden nogen sinde at forstå, hvordan hun dermed forpester både sit eget, men i særdeleshed også sine sønners liv. Beskrivelsen bliver en skarp karakteristik af en (desværre) ret så genkendelig kvindetype. Nemlig den type kvinde, som får lov at tage alle sine nære som gidsler, fordi alle omkring hende i misforstået omsorg og hensyntagen, eller måske i mangel af mod, aldrig for alvor formår at tage et opgør med hende.
Hos faderen finder den unge Jesper Stein et frirum, som ikke er præget af den skyldfølelse og afmagt, han føler i samværet med sin mor. Men da hans far dør, står den voksne Jesper Stein alligevel tilbage med en følelse af, at han og broderen aldrig havde været helt nok for deres far. At faderen havde været nødt til at bryde ud af og væk fra familien for at finde dét, han savnede i livet.
Tidsperspektivet
Dét, der for alvor greb mig, da jeg læste Rampen, var tidsperspektivet. Hvordan Jesper Steins mor gennem mere end 30 år og gennem et mere end 20-årigt ægteskab med en anden, kærlig og elskelig mand, formåede at holde sin vrede, sorg og forurettelse i live. Sikken et spild af liv! Al den glæde, hun selv gik glip af, og som hun spolerede for sine kære. Tanken om, hvad hendes liv kunne have indeholdt, hvis hun havde været i stand til at tilgive eller i det mindste bare lade fortiden ligge.
Kærlighed og salt i sårene
Rampen er dog ikke kun en fortælling om en bitter skilsmisse og eskalerende alkoholmisbrug. Vi får også fortællingen om forældrenes forelskelse i hinanden og den lykke, som var til stede i deres tidlige ægteskab.
Dermed er Rampen en gribende, kontrastfyldt fortælling om berusende kærlighed, der med årene døde ud og blev vendt til bitterhed og vrede. Om et familieliv, der nok blev slået i stykker, men hvor sårene heller aldrig fik lov at hele, fordi konfliktens ene part valgte kontinuerligt at hælde salt i dem i årtier derefter.
Jesper Stein
Rampen
336 sider
Politikens forlag, 1. udgave, 1. oplag, 2020
REKLAME: Jeg har købt bogen hos https://tales.dk/
No Comments