‘Det sidste gidsel’ af Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen

”En udtjent Toyota stationcar, en postsæk og en hundehvalp ved navn Saddam…”

Mange af os husker nok, da koalitionen, med USA i spidsen, invaderede Kuwait og befriede den lille oliestat fra de irakiske styrker, som Saddam Hussein få måneder tidligere havde sendt ind i Iraks nabostat. Med igangsættelsen af Operation Desert Storm var Golfkrigen en realitet. En krig hvis udkomme nærmest var givet på forhånd, og som endte med enorme tab på irakisk side.

Gennem ørkenen mod Bagdad
Midt i krigsinfernoet befandt en gruppe danskere sig. Nogle af dem var bosiddende i Kuwait, hvor de havde deres liv og dagligdag, mens de varetog forskellige civile jobs. Andre skulle kun have mellemlandet i Kuwait, men nåede ikke ud igen, før lufthavnen blev lukket, og atter andre var ansatte på den danske ambassade i oliestaten.

Med irakernes invasion stod danskerne overfor den svære beslutning om at forlade alt og forsøge at nå til Bagdad, hvor de håbede, de ville have større chancer for at få udrejsetilladelse til Danmark, eller blive i Kuwait og håbe på det bedste frem til, at oliestaten forhåbentlig blev befriet.

Blandt gruppen af danskere, der tog den farefulde køretur gennem ørkenen til Irak, var blandt andre diplomaten Mogens Pedersen. Både under flugten til Bagdad og under opholdet i den irakiske hovedstad påtog han sig et enormt ansvar i forhold til at hjælpe gruppen af danskere hjem. Til slut var Mogens Pedersen den eneste tilbageværende dansker i Irak, og irakerne spolerede alle forsøg på at få diplomaten hjem til Danmark.

Bombeskjold for Saddam Hussein
FN havde stillet en deadline for Iraks tilbagetrækning fra Kuwait, og som deadlinen nærmede sig, blev det mere og mere presserende at få Mogens Pedersen ud af Irak, så han ikke endte som et af Saddam Husseins bombeskjold. Derfor iværksatte det danske udenrigsministerium en tophemmelig mission, hvor to af ministeriets ansatte rejste til Irak med det ene formål at smugle Mogens Pedersen ud af Irak.

Fortællingen om missionen er nervepirrende som nogen thriller, og opfindsomheden i forhold til at bringe Mogens Pedersen i sikkerhed er beundringsværdig. Flugten omfattede blandt andet en udtjent stationcar, en omsyet postsæk og en hundehvalp ved navn Saddam.

Omfattende research
At forfatterne til Det sidste gidsel begge er journalister fornægter sig ikke. Bogen er blevet til på baggrund af grundigt researcharbejde. Sammen med brugen af talrige kilder får det beretningen til at fremstå troværdig, og den bibringer læseren en indsigt i en del af Golfkrigen, som de færreste af os nok kendte til i forvejen.

Det sidste gidsel er både et stykke verdenshistorie, men også et stykke danmarkshistorie med sin beretning om en gruppe af danskere, der med livet som indsats, enten flygtede eller holdt stand under Iraks invasion af Kuwait i starten af 1990’erne.

Henrik Thomsen og Ole Sønnichsen
Det sidste gidsel
427 sider
Lindhardt og Ringhof, 1. udgave, 1. oplag, 2020

You might also like

No Comments

Leave a Reply