Ødemark af Stina Jackson

Grum, dyster og en mesterlig fortælling…

Jeg bliver hermed nødt til at melde mig i koret af begejstrede læsere: Stina Jackson har begået endnu en forrygende roman! Jeg har tidligere anbefalet Stina Jacksons debutroman, Sommermørke, og den betegnede jeg som ”meget mere end en krimi”. Præcis det samme kendetegner Ødemark. Også denne roman er blevet kategoriseret som en krimi, men efter min mening rummer romanen så meget mere, at genrekategoriseringen simpelthen ikke er fyldestgørende.

Mørke familiehemmeligheder
Ødemark handler om familierelationer, om familiehemmeligheder, og om hvordan begge dele kan både forme, men også holde et menneske tilfangetaget i en grad, så det er umuligt at undslippe de familiære fangarme. Også selvom det i bund og grund resulterer i både ulykke og individernes undergang.

Fx møder vi kvinden, Liv, som aldrig er flyttet hjemmefra. I stedet bor hun, sammen med sin teenage-søn Simon, hos sin gamle far, Vidar, på dennes gård i den lille svenske by, Ødemark. Liv arbejder på den lokale tankstation, men i bund og grund lever hun på sin gamle fars nåde. Hændelser i Livs ungdom (som ikke skal spoiles her) har gjort det umuligt for hende at bryde ud af forholdet til den altdominerende far, som hun i bund og grund lige dele frygter og hader.

Vi møder også Liam, der kæmper for at bryde ud af sit stofmisbrug og skabe en ordentlig tilværelse for sig selv og datteren. Hans relation til broderen Gabriel bliver dog ved med at komme på tværs for alle Liams gode intentioner. Det hele bliver kun værre, da gamle Vidar forsvinder og senere findes død og dumpet i en brønd. For Liam og Gabriel ved noget. Og det samme gør Liv måske.

En mesterlig fortælling
Stina Jackson har skabt et mesterligt plot, hvor personernes skæbner vikles ind i hinanden på kryds og tværs. Efterhånden som sammenhængene bliver optrevlet, får vi dybere og dybere indsigt i personernes sind og motiver. Og selvom det ikke er kønt, hvad læseren finder ud af, formår Stina Jackson alligevel at sikre, at vi til fulde forstår, hvorfor personerne handler, som de gør.

Ligesom i Sommermørke er det personportrætterne, der gør Ødemark til en mesterlig fortælling. Den er grum og dyster, men som læser er det alligevel umuligt ikke at nære sympati for romanens personer, som på hver deres måde gør, hvad de kan, for at beskytte deres kære.

Stina Jackson
Ødemark
368 sider
Lindhardt og Ringhof, 1. oplag, 2020

REKLAME: Jeg har købt bogen hos https://tales.dk/

You might also like

No Comments

Leave a Reply