Jeg har forelsket mig hovedkulds i hovedpersonen, som er en aldrende, kvindelig politiefterforsker…
Alle krimielskere kender følelsen af spændt forventning, når man har læst en krimi, som har fået pelsen til at rejse sig en lille smule på armene og i nakken. Hvor man kan mærke, at man bare slet ikke har fået nok af hverken stemningen, miljøet eller personerne. En følelse, som er svær at videregive til ikke-krimielskere, men alle, der, ligesom jeg, forelskede sig ved første møde med Harry Hole, ved, hvad jeg taler om. Den følelse er præcis, hvad jeg sidder tilbage med efter at have læst Mørket af islandske Ragnar Jónasson.
Et forfriskende pust til genren
Jeg har simpelthen forelsket mig hovedkulds i hovedpersonen, som er den aldrende, kvindelige politiefterforsker hos Reykjaviks Politi, Hulda Hermannsdottir. En kvinde, som er få dage fra sin pension, og som har absolut intet indhold i sin tilværelse udover sit arbejde. Med sin afvisende og tilknappede facon er Hulda endvidere en kvinde, som man på ingen måde ville ønske som sin borddame ved et middagsselskab.
På trods heraf er Hulda et forfriskende pust til en genre, hvor jeg er begyndt at kede mig gevaldigt over den samme type hovedperson, som vi efterhånden har set lidt for mange af gennem de sidste tyve år: Slidt, mandlig efterforsker, der alligevel altid klarer ærterne, men som bliver mere og mere utroværdig efterhånden, som bind efter bind i serien produceres. Gad vide, hvor mange gange Jo Nesbø selv har haft lyst til at tage livet af Harry Hole eller Lars Kepler af Joona Linna?
Klassisk plot, anderledes hovedperson
I Mørket møder vi Hulda få dage før, hun skal pensioneres fra politiet i Reykjavik, og hvor hun dykker ned i en cold case om en forsvundet russisk asylansøger. Selve plottet er helt klassisk, og det samme er det tidsmæssige pres, som driver handlingen fremad. På den vis er der ’intet nyt under solen’ så at sige, men parallelt med optrevlingen af plottet, får vi et nærmere indblik i Huldas person. Og her bliver det interessant. Ikke mindst fordi, det viser sig, at Huldas opfattelse af sig selv er ret langt fra omgivelsernes opfattelse af hende.
Man får en oplevelse af en kvinde, som måske har valgt at distancere sig fra andre mennesker af nød grundet omstændigheder, som ikke skal spoiles her. Portrættet af Hulda er langt dybere, end jeg ofte synes, det er tilfældet inden for krimigenren. Eftersom Hulda prøver ihærdigt at beskytte sig selv, og dermed lyver både over for sine omgivelser, læseren og sig selv, er jeg slet ikke færdig med at lære hende at kende.
Første bind i en trilogi
Selvom jeg er meget begejstret for portrættet af hovedpersonen i Mørket, skal det retfærdigvis siges, at der er steder, hvor jeg ikke helt synes, at plottet holder. Enkelte steder går handlingen også lige lovligt stærkt. Jeg vælger dog at tilgive Ragnar Jónasson dette, fordi jeg synes, at han har tilført genren noget tiltrængt nyt.
Mørket er det første bind i en trilogi om Hulda Hermannsdottir. Selve opbygningen af trilogien er, ligesom hovedpersonen, forfriskende anderledes på den måde, at Mørket faktisk er slutningen på fortællingen om Hulda. Næste bind i trilogien foregår 25 år tidligere, og på den måde kommer læseren til at lære Hulda at kende på omvendt vis. Jeg glæder mig!
Ragnar Jónasson
Mørket
323 sider
Gads forlag, 1. udgave, 1. oplag, 2021
REKLAME: Jeg har købt bogen hos https://tales.dk/
No Comments