Harriet insisterer på at forholde sig neutralt i forhold til nazismen i praksis, men i virkeligheden får hun en lektion i ”Gleichschaltung”, som hun selv bliver en del af…
Jeg bliver nødt til at melde mig i koret af læsere og anmeldere, der lovpriser Kirsten Thorups seneste roman: Kirsten Thorup gør det blændende godt med sit knivskarpe portræt af en kvinde, der kæmper for at holde sig neutral, selvom hun oplever nazismens konsekvenser på nærmeste hold.
Søgen efter mening i meningsløsheden
Harriet er hovedpersonen i Indtil vanvid, indtil døden, og det er gennem Harriet, vi oplever ”hverdagsnazismen” i München i 1942.
Harriets mand, Gerhard, er faldet i kamp som officer på tysk side og har efterladt sig Harriet og to små sønner. I et forsøg på at bearbejde sin sorg og give sit liv mening ved selv at gøre en indsats, rejser Harriet fra Danmark til München. Her indkvarterer hun sig hos Gudrun, som også er dansker og gift med en generalløjtnant, der kæmper på Østfronten.
Harriets mål med rejsen er, ligesom sin elskede Gerhard, at yde en indsats i tysk tjeneste og for den nazistiske ideologi, som parret blev indfanget af under ophold på gymnastikhøjskolen i Ollerup. En tid, som bød på streng disciplin og korpsånd. På holdmentalitet og kampgejst og på troen på, at alle har en plads i det større perspektiv.
Overklassens skørlevned
Gennem opholdet hos Gudrun erfarer Harriet dog hurtigt, at livet i den tyske overklasse handler om at rage flest mulige beføjelser og goder til sig. Blandt overklassens bedsteborgere bruges den nazistiske ideologi blot som dække for et skørlevned, som er helt ude af trit med de ædle motiver, Harriet troede, hun skulle til Tyskland og kæmpe for.
Præcis som overklassens andre medlemmer har Gudrun kun for øje at leve så behageligt som muligt og lide så få afsavn som muligt. Dette gøres bl.a. ved at udnytte slavearbejdere på det groveste og enten helt lukke øjnene for de uhyrligheder, der finder sted, eller blot forklare disse med henvisning til det legale i at udbytte og udrydde de såkaldte undermennesker.
Harriets forsøg på at forholde sig neutral i forhold til nazismen i praksis sættes på en alvorlig prøve. Specielt i forhold til den udnyttelse af husets tjenestepiger, der finder sted. I det små oplever vi Gudruns syn på pigerne ved, at hun konsekvent kalder begge pigerne for Ludmilla uden interesse for, hvad deres rigtige navne måtte være.
I det store oplever vi det, da én af tjenestepigerne voldtages og mishandles brutalt under en fest i huset og afgår ved døden. Gudruns reaktion herpå er lynhurtigt at skaffe den døde af vejen og anskaffe sig ”en ny Ludmilla”. Gudruns liv er nemlig så utrolig besværligt uden Ludmillaerne!
Svigt og savn
Harriets øjne åbnes gradvist for de uhyrligheder, der udspiller sig – både på slagmarkerne, i KZ-lejrene og indenfor de fire vægge, der er hendes hjem under opholdet i München.
Hun undres og forfærdes og i takt med, at Harriet bliver mere og mere desillusioneret, må hun også forholde sig til sig selv. Til at hun har efterladt sine to små sønner på et børnehjem for selv at kunne drage på en form for korstog. Og til, at hun bliver nødt til at spille spillet og holde sig til reglerne, hvis hun vil slippe ud af München og Tyskland og hjem til sine børn igen.
Indtil vanvid, indtil døden er en gribende fortælling om bristede illusioner, svigt og savn, men også om, hvor langt et menneske kan gå i kærlighedens navn og i kampen for at finde mening med både livet og døden.
Kirsten Thorup
Indtil vanvid, indtil døden
415 sider
Gyldendal, 1. udgave, 1. oplag, 2020
No Comments