Hillary, DR2

Tidligere førstedame, senator, udenrigsminister og præsidentkandidat… men hvem er hun i virkeligheden?

Jeg indrømmer blankt, at jeg selv til tider har haft et noget anstrengt forhold til Hillary Clinton. Jeg har aldrig helt vidst, hvor jeg ”havde hende”, og hendes fremtoning virkede ofte kunstig og påtaget på mig.

Efter at have set Nanette Bursteins dokumentar, som havde premiere på Sundance Film Festival i januar 2020, har jeg dog fået et mere nuanceret billede af Hillary Clinton. Serien er baseret på et sammenklip af interviews med Hillary selv, tidligere kollegaer, modstandere og analytikere. Derudover optræder der et væld af private filmklip, ”behind the scenes” optagelser og klip fra diverse nyhedsmedier.

Vejen fra Arkansas til Det Hvide Hus
Gennem seriens fire afsnit følger vi Hillary Clintons liv helt fra barndommen i Chicago over livet som politisk engageret studerende på prestigefyldte universiteter som Wellesley College og Yale. Vi hører om Hillary Clintons liv som succesfuld advokat og gift med Bill Clinton – guvernøren i Arkansas, der siden blev USA’s 42. præsident og Hillary dermed USA’s førstedame.

Vi får forklaringerne og baggrunden for de valg, Hillary Clinton har truffet gennem sit liv, og hvilke overvejelser hun har måttet gøre sig undervejs. Ikke mindst i forhold til, hvordan omverden ville se på de valg, hun traf som offentlig person.

Ulyksaligt forhold til pressen
Hillary Clintons forhold til pressen er gennemgående i seriens fire afsnit. Et forhold, som nok kan betegnes som ”ikke ret godt” selv i de perioder, hvor det var bedst. Mediernes jagt på Hillary Clinton kan i perioder betegnes som en decideret heksejagt, og i disse perioder kunne hun intet gøre rigtigt – medierne vendte alt imod hende.

Hillary Clinton har i bund og grund nok aldrig helt forstået spillets regler i forhold til pressen, og sammen med en selvretfærdig attitude har hun skaffet sig pressen på halsen den ene gang efter den anden.

Dette blev bl.a. tydeligt i forhold til Whitewater-sagen i 1990’erne og den famøse e-mail sag fra Hillarys tid som udenrigsminister, der kom til at trække tråde til præsidentkampagnen i 2016, og som blev en medvirkende faktor til, at Hillary tabte valget til Donald Trump. Disse sager gennemgås og forklares også i serien, så hvis det er en smule tåget for dig, hvad sagerne reelt drejede sig om, bliver det opklaret for dig.

Formidling af den ”lille” historie i den ”store” historie
Som ovenfor nævnt fortælles historien om Hillary Clinton gennem interviews med hovedpersonen selv og andre nøglepersoner. Ydermere fortælles historien gennem både private fotos og filmoptagelser, samt gennem mediernes formidling af både historiske begivenheder og af historier omhandlende Hillary Clinton.

Serien bliver derfor en fortælling, der væver den ”lille” historie (historien om Hillary) sammen med den ”store” historie (den overordnede amerikanske- og verdenshistorie). Det fungerer rigtig godt, og det giver en dybere forståelse for Hillary Clintons valg og ræsonnementer, når man ser dem i forhold til de begivenheder, der var aktuelle på den amerikanske politiske scene og i verden som helhed.

At være for fin i kanten
Efter at have set Hillary sidder jeg tilbage med en følelse af, at Hillary Clinton altid har haft hjertet på rette sted, og at det kræver en kvinde udover det sædvanlige at stå alt dét igennem, som hun har været udsat for.

Måske er det i virkeligheden Hillarys stædige insisteren på ikke at ville bruge beskidte kneb mod sine modstandere, der har givet hende de største knubs. Sidst så vi det under præsidentkampagnen i 2016, hvor Hillary Clinton troede, hun kunne ”play it by the book”. Et helt umuligt regelsæt, når modstanderen var Donald Trump, og resultatet af den kamp kender vi jo alle.

Hillary
Instruktør: Nanette Burstein
1 sæson, 4 afsnit
DR2, 2020

You might also like

No Comments

Leave a Reply