Joker

Joker er et portræt af et psykisk sygt menneske, skildret så sublimt, at indblikket i det syge og forpinte sind efterlader seeren med en klaustrofobisk og kvælende fornemmelse…

Anbefalingen af Joker har taget mig noget tid at skrive. Simpelthen fordi, jeg har været nødt til at sunde mig. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det var en voldsom oplevelse at se filmen. Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har set så imponerende en skuespilpræstation, som Joaquin Phoenix her leverer i hovedrollen som Batmans ærkerival. Joker er et portræt af et psykisk sygt menneske, skildret så sublimt, at indblikket i det syge og forpinte sind efterlader seeren med en klaustrofobisk og kvælende fornemmelse.

Realistisk skildring: Da filmen var slut, var det med stor lettelse, at jeg forlod biografen. Lettelse over, at jeg kunne vende tilbage til ”den virkelige verden” og ikke længere var tvunget til at være flue på væggen til Arthur Flecks (Jokerens borgerlige navn) lidelser og vrangforestillinger. At jeg har brugt nogle dage på at sunde mig efterfølgende, skyldes erkendelsen af, at Joaquin Phoenix’ skildring af den tiltagende psykotiske Arthur Fleck nok er det tætteste og mest realistiske, jeg har været på at få indblik i, hvordan det må føles at være svært sindslidende, og hvor utroligt pinefuldt det må være.

Kulsort portræt: Glem alt om superhelte eller superskurke for den sags skyld: Nok er Jokeren bedst kendt som Batmans ærkerival, men Joker fortsætter, hvor The Dark Knight fra 2008 slap og leverer et kulsort portræt af Jokeren, som dårligt kan ligge længere væk fra Jack Nicholsons charmerende og til tider ligefrem elskværdige karakter fra slutningen af 80’erne.

I Joker følger vi Arthur Fleck, som efter indlæggelse på det psykiatriske hospital, Arkham, nu arbejder som klovn hos et firma, der udlejer klovne til forskellige events. Kollegaerne holder afstand til den spøjse Arthur, som bor sammen med sin aldrende mor, der insisterer på at kalde sin søn ’Happy’. Til trods for, at Arthur er absolut alt andet end dét! En gang om ugen mødes han til samtale med en sagsbehandler, der også står for at udskrive den medicin til Arthur, som holder hans sindslidelse i skak. Gotham City er dog i finansielle problemer, og derfor skæres der i midlerne til støtten til sindslidende, og Arthur bliver dermed frataget sin medicin.

Håbløshed og transformation: Herfra er der kun én vej for den i forvejen uligevægtige Arthur, og det er lige lukt ned i et helvede af vrangforestillinger, håbløshed og tab af forbindelse til den virkelige verden, som aldrig har budt ham noget godt. En vej, som vi seere følger ham på, og det er på alle måder skræmmende, dystert og ildevarslende. På denne vej gennemgår Arthur Fleck transformationen til karakteren Joker, inden det hele ender i en kædereaktion af begivenheder, der sætter Gotham City i brand.

Man behøver på ingen måde være ’hard core’ fan af Batman-universet for at se Joker – det er jeg personligt ikke. Faktisk behøver man overhovedet ikke have set en eneste af Batman-filmene. Der optræder (selvfølgelig) referencer til Batman-universet: Fx Gotham City, Bruce Wayne (Batmans borgerlige navn), Arkham mv., men man mister intet ved ikke at fange de forskellige referencer.

Ingen superskurk: Her portrætteres ikke en superskurk med de vanlige psykopatiske træk, som disse ofte fremstilles på film: Følelseskold, egoistisk og narcissistisk. Derimod portrætteres en sindslidende, der skubbes helt udover kanten af, hvad hans skrøbelige sind kan klare. Netop skrøbeligheden, som hele tiden sitrer under overfladen af alle Arthur Flecks handlinger, gør portrættet så skarpt og nuanceret. Interessant er det, at et SÅ nuanceret personportræt udspringer af et tegneserieunivers, hvor karaktererne plejer at være enten gennemført gode eller onde og helt uden nuancer.

Som seer venter man hele tiden på, at Arthurs spinkle forbindelse til virkeligheden skal knække, og da det sker, sympatiserer man på ingen måde med hans handlinger, men portrættet af ham har bibragt os en forståelse.

Det er bare så eminent godt skildret, og jeg kan ikke anbefale dig nok at se filmen! Personligt krydser jeg fingre for en Oscar-statuette til Joaquin Phoenix. Intet mindre vil, efter min mening, være på sin plads.

Joker

Instruktør: Todd Phillips

Warner Brothers, 2019

You might also like

No Comments

Leave a Reply